fredag den 23. november 2012

Hvor det kører

Jamen hvor det kører....

Efter snart 5 uger har jeg endelig fundet et lille hul, hvor jeg kan gøre mig nogle tanker om forløbet.
Og jeg må konkludere, at eleverne er PÅ!
Efter lidt begyndervanskeligheder omkring chatten i TodaysMeet fik vi os lige en god snak omkring webetik og chatregler, og nogle af eleverne "fik lov" til at sidde med et kompendie og løse opgaver i et par lektioner, mens de kunne høre deres klassekammerater være voldsomt engagerede bag deres skærme...

Nu er alle elever i fuld sving og har virkelig taget opgaverne til sig.

Men sådan noget netbaseret undervisning har selvfølgelig nogle tidsrøvere..... eksempelvis var det "hårdt" for Mind42, at en hel klasse ville oprettes som brugere på en gang. Det tog noget tid for programmet. Men da de så var i gang, så var det fantastisk at se, hvordan eleverne diskuterede i smågrupper omkring deres mindmap. De forsatte samarbejdet hjemme på nettet og lagde det "færdige" mindmap på wikien, hvor de jo samler deres viden. Det er var dog lidt surt at opdage, at elevernes pdf-mindmap ikke kunne vise de mange noter, de havde skrevet i deres mindmap, men det fremlagde eleverne så mundtligt i stedet.

Efter refleksioner omkring kulturbegrebet, kastede eleverne sig over en prezi, hvor de har givet hver deres bud på, hvad "Danskhed er"?
De synes, der er spændende at lære en ny præsentationsform at kende. Og deres resultater er blevet virkelig gode.

mandag den 29. oktober 2012

Udfordring 6 - didaktisk design

Mit didaktiske design er jo egentlig det, jeg i en periode har brugt noget blog-plads til at reflektere over.
Men her kommer nu en mere udførlig beskrivelse af forløbet:

Tidsramme:
4 uger kristendom
6 uger samfundsfag

Formålet:
At skabe sammenhæng mellemfagene samfundsfag og kristendom i forhold til området "kulturmøder og integration".
At elevernes forberedelse til lektionerne bliver opkvalificeret via brug af diverse web2.0-værktøjer.
At de informationstunge undervisningsmaterialer "Liv og religion 9" og "Samfundsstudier" bliver åbnet op ved at arbejde mere bevidst med sprog og ord i fagene (fokus på den faglige læsning)

Værktøjerne:
Vi har skabt en googlesite (www.sites.google.com/site/bramskristendomskundskab/), som fungerer som elevernes arbejdsbog. Her lægger vi opgaver ind, som eleverne skal arbejde med som lektie.
Det er ikke meningen, at eleverne arbejde på sitet.

Vi har til eleverne oprettet en wiki, hvor hver elev har fået en side med navn på, hvor de skal lægge indlæg og afleveringer ind. Her i kommenterer jeg på deres lektie og giver feedback.

Som en begyndelse på forløbet startede vi en chat i todaysmeet.com, hvor eleverne diskuterede begrebet "kultur" med nogle seminariestuderende fra Haderslev. Hver elev har samlet deres egen opfattelse af begrebet på wiki'en.

Efterfølgende skal eleverne lave deres egen brainstom på mind42.com, hvor de forsøger at skabe sammenhæng mellem fagene og hvori de skal forsøge at vise, hvad de forskellige fag bidrager med i forhold til begrebet "kulturmøde".

Eleverne skal også under forløbet lave en prezi omkring "Hvad er danskhed?". Den skal præsenteres på klassen.

Det er vældig spændende og udfordrende. Der dukker løbende overraskelser op for underviseren. Specielt vigtigheden af chat-sprogbrug og hvordan man opfører sig på en chat. Det skabe en del samtale omkring netetik, men det er jo heller ikke ad vejen...

tirsdag den 23. oktober 2012

Så er det i morgen...

...det går løs.
I morgen "afslører" vi vores site for 9. id på Brændkjærskolen. Jeg glæder mig vildt meget til at høre deres reaktioner på sitet og vores planer for de næste 6 uger.
Jeg er også ret spændt på, om eleverne tager det til sig, gider det og er villige til at "levere varen".
Jahh så er jeg da også lidt spændt på, om jeg nu kan få oprettet alle eleverne i deres wiki, som jo skal fungere som deres database, og hvor de skal skrive indlæg, lægge links osv til mig, når de har "haft lektier for".

Allerede på torsdag skal klassen chatte på "Todaysmeet" med en gruppe lærerstuderende fra Haderslev omkring begrebet "Kultur". Det bliver ret interessant at følge.

Ja nu skal vi bare i gang.

lørdag den 20. oktober 2012

Refleksioner over Ken Robinsons "Læringsrevolution"

Det er klart, at det danske (og det internationale) uddannelsessystem står over for en kolossal stor udfordring i forhold til den digitale tidsalder.
Ken Robinson bruger i sit foredrag "Start læringsrevolutionen" et eksempel fra hans egen datter, der netop ikke kan se formålet med et armbåndsur, da det kun har "EN" funktion - nemlig at vise klokken. Dette eksempel viser forskellen på tidens undervisere og deres elever. Den tid vi voksede op i, var netop den før-digitale alder, men vores elever lever i den digitale tidsalder og vi skal som undervisere i den virkelighed gøre op med vores egen brug af de digitale medier.
Robinsons foredrag giver stof til eftertanke. For som mange skoler ser ud i dag, så er det resultater af diverse tests, der sætter dagsordenen for undervisningen. Skal vi tage udgangspunkt i hans pointe omkring talent, lidenskab og begejstring, og at skolen skal skabe rammer for at få læring til at gro i eleverne, så bør skolen nok også have et andet udgangspunkt. Der er gået for meget fast food i uddannelsessystemet, hvilket ikke brødføder vores ånd og sjæl.
Vi skal som undervisere være bedre til at tage udgangspunkt i hver enkelt elevs talent og der fra skabe en bevægelse frem mod, at eleverne udvikler deres egne løsninger, men med støtte fra os.

Har Web2.0 værktøjerne noget at byde ind med i forhold til ovenstående problemstillinger? Ja det mener jeg, de har. Og igen vil vi opleve, at vi som undervisere har berøringsangst overfor de medier, som eleverne er hjemme i. Men værktøjerne kan noget i forhold til den viden, eleverne skal søge, anvende og dele med andre. De tvinges til at foretage nogle refleksioner i forhold til udvælgelse og fravalg. Samtidig giver værktøjerne mulighed for udbredelse og deltagelse, så eleverne kan dele deres arbejde med andre elever uafhængigt af det fysiske rum. Det kan give en spændende debat.

mandag den 8. oktober 2012

Udfordring 5, web 2.0 læringsressurcer

Ja ved nærmere studie af modulets forskellige ressourcer vil jeg gerne reflektere lidt over mit tidligere indlæg omkring mit arbejde med faglig læsning i kristendom og samfundsfag.

De valgte web2.0 værktøjer skal bruges med forskelligt formål:
Todaysmeet skal bruges som en opstart til forløbet, hvor eleverne i tomandsgrupper skal chatte med hinanden omkring begrebet kultur. En chat jeg starter op og som eleverne skal arbejde med rundt på skolen ved deres medbragte pc. Dagen efter skal de chatte med en gruppe lærerstuderende, der vil sidde i Haderslev. Denne metode og dette værktøj tænker vi, kan danne udgangspunkt for en åbning /brainstorming på begrebet "kultur".

Mind42 skal bruges, når vi er startet på forløbet og skal lave et mindmap, som rummer begreber fra begge fag. Vi vil altså forsøge at skabe sammenhæng mellem fagene. Dvs eleverne skal alle deltage i dette fælles mindmap. Det bliver lidt spændende, om det med at forvirre mere end det vil skabe overblik, men det må tiden vise.

Wiki skal bruges som elevernes fælles platform, hvor de kan lægge deres små indlæg ind og deres afleveringer af links og selvproducerede lommefilm. Denne wiki vil vi opfatte som en fælles notebank eller database, som skal kunne fungere som hjælper og opslagsværk, når eleverne muligvis til sommer skal til prøve.

Et kast ind i web2.0-værktøjerne

Nu skal jeg da ellers love for, at der er begyndt at komme gang i sagerne. Jeg sammen med Birgitte Bækgaard fra Læreruddannelsen i Haderslev kastet mig ud i et stort arbejde omkring faglig læsning.
Forrige skoleår arbejdede jeg mest med fokus på sprog og genrepædagogik i dansk, men i år har vi kastet os ud i arbejdet med faglig læsning i kristendom og samfundsfag i 9. klasse.
Det tegner til at blive et spændende forløb, da både Birgitte og jeg har kastet vores kærlighed på web2.0-værktøjerne og kan se mange muligheder i, at de værktøjer kan medvirke til at åbne de ret indholds-og begrebstunge tekster i bøgerne.

I dag har vi arbejdet koncentreret med vores googlesite, der bygger på kapitler omkring kulturmødet fra kristendomsbogen "Liv og religion 9" og samfundsfagsbogen "Samfundsstudier".
Det er meningen, at sitet skal "åbne" teksterne og emnet for eleverne, og at eleverne skal arbejde med forskellige web2.0 værktøjer under forløbet for at udvide deres horisont, gøre dem klogere på emnet og samtidig reflektere centrale begreber og over deres egen læring.

Det bliver så spændende, når det går i luften efter efterårsferien. Foreløbig har vi tænkt os at kaste eleverne over mind42, todaysmeet og wiki.

Jeg kan næsten ikke vente...

Vores site

tirsdag den 2. oktober 2012

Eleverne som didaktiske designere


Spændende læsning og også bekræftende læsning. Det er jo oftest lige præcis de tilstedeværende, fraværende undervisere, der er den største udfordring. Men mange må retfærdigvis siges, at det ikke kun kræver viden, men også mod. Hvad nu hvis…. og så kender man ikke konsekvensen.
Jeg ser frem til at få et godt fundament til at hjælpe mine “lidt bange” kolleger igang med de nye læringsformer.

Samtidig så er det da det eneste rigtige, at eleverne skal blive "independant learners". Det er da den eneste rigtige vej at  gå.

tirsdag den 25. september 2012

Odense-oplæg

snurl.com/odense2

Om mig

Mit navn er Mette Kruse og jeg elsker smil, solskin og glade mennesker.

Jeg har snart være lærer i 15 år og er uddannet fra Odense Seminarium med dansk og musik som mine liniefag. Efter at have været på Brenderup Skole i 10 år, er jeg nu ansat på Brændkjærskolen i Kolding, hvor jeg også bor sammen med min familie.
Jeg underviser i skolens eliteidrætsklasser, hvor jeg er klasselærer i 8.ID og underviser dem i dansk og samfundsfag. Ud over de fag i udskolingen, underviser jeg også i kristendom.
Ellers er mit skema fyldt op med musiktimer i 2, 3, 5. og 8. klasse og en enkelt kortime med skolekoret.
Forrige skoleår kastede jeg mig over undervisning i film og medier sammen med skolens medielærer. Det er i år udvidet en del, så noget af mit skema indeholder også ressourcetimer i forbindelse med skolens læringscenter.

Når jeg ikke arbejder, nyder jeg familielivet med min mand Henrik og vores tre drenge William, Victor og Sylvester.